fredag den 13. juli 2012

Dream Team 92 vs Team USA 2012



Det er snart tid til OL. Team USA ser, til trods for skader og afbud, stærkere ud end de har gjort i mange år. Holdet er stort set samlet og træningskampene er i gang. Mediebevågenheden er som altid voldsom. Ikke overraskende bliver holdet sammenlignet med det originale Dream Team og pressen presser citronen ved, at udfordre dagens stjerner med spørgsmål om hvorvidt Team USA i år er bedre end det hold, der skabte myten om et Dream Team ved OL i 1992. Det ville derfor kun være et spørgsmål om tid, før pressen fik et kontroversielt kødben, at sænke tænderne i. Kobe Bryant udtalte forsigtigt, at han godt kunne se dette års Team USA slå det originale Dream Team. Begrundelsen gik primært på, at folk som Magic og Bird var over the hill, modsat det sprængfarlige og hurtige Team USA, der med folk som LeBron og Durant ville være atletiske superspillere.

Kobe Bryant har altid været mand for skarpe iagttagelser - og med tid til anden har manden ret. Eksperterne i USA har overreageret på Kobes udtalelser, der har skabt en langt større debat end nogen kunne forudse. Dette skal også ses i lyset af, at amerikansk tv for nyligt viste dokumentaren om et Dream Team, der for nogen spillere var mere mareridt end drøm. Dokumentaren satte alvorlige ridser i lakken på eksempelvis Michael Jordan, der nu må trækkes med, at konstant skulle måle sig med LeBron James, som ligaens bedste nogensinde. En diskussion, som de fleste ville have grinet af, for bare få måneder siden. I dag er diskussionen levende og debatten vil for alvor trække Jordan ned fra sin heltestatus, som noget uopnåeligt til et niveau, hvor LeBron rent faktisk har en chance for at blive endnu bedre. Den diskussion agter jeg at lade ligge. Det er nemlig meget sjovere, at diskutere Dream Team vs Team USA 2012.

Lad os starte med noget simpelt. Der er kun ET Dream Team. Der findes kun ET Dream Team. Alle andre er Team USA i forskellige konstellationer, som hver især har haft deres styrker og svagheder. Allerede her skal man være opmærksom på, at Dream Team netop ikke havde svagheder, så for at være bedre, skal Team USA altså kunne mønstre det perfekte hold. Kan man så det?

Svaret er umiddelbart nej, hvilket i sig selv burde lukke debatten. Det store problem for Team USA er store mænd under kurven, hvor Dream Team var tæt på perfekte. Kan man matche Patrick Ewing og Admiralen David Robinson? Tyson Chandler er den eneste decideret Center og selv om han er god, så er han ingen Robinson eller Ewing.

Behøver Team USA så den store mand under kurven under et OL? Er de ikke gode nok til at spille fullcourt og overløbe modstanderne? Jo, de er absolut gode nok til at kunne løbe solen sort, men lad os nu ikke glemme, at det også vil tage spillere som Kobe Bryant en smule ud af spillet. Kobe er vant til, at have folk som Gasol og Bynum under kurven. Selv om han stadig er hurtig for sin alder, vil han ikke nødvendigvis fungere i et system, hvor man vil løbe solen sort.

Det er derfor også helt fair, at man kalder Team USA 2012 langt hurtigere og langt mere atletiske end Dream Team. Hovedparten af spillerne er fysiske pragteksemplarer, der sjældent går kolde på fysikken. Mange af holdene under OL vil være statister på fysikken alene, men Basketball er et spil, der handler om antallet af bolde, der ryger igennem kurven - og ikke hvor hurtigt man kan nå til kurven. Vi så i slutspillet hvordan Thunder løb bolden rigtig meget i starten af kampene, men alligevel endte med at komme bagud stort i starten af hovedparten af de kampe. Miami spillede et glimrende halfcourt angreb, hvor man afsluttede fra treeren med succes - og ellers lod Thunder løbe af sted, for at tage skud med en langt dårligere procentvis chance for succes. Så personligt mener jeg, at debatten allerede stopper her. Team USA 2012 ville nemt kunne løbe fra Dream Team, men det ville gå ud over skudstatistikken. Det ville Dream Team kunne udnytte under kurven alene, hvor man ikke alene havde dygtige store mænd, men også folk, der kunne finde nettet fra straffelinjen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Team USA 2012 er gode, men de har ikke det perfekte hold - alene af den årsag, at de ikke kan omstille deres spil på helt samme måde, som et Dream Team ville kunne gøre det. Det gør ikke Team USA 2012 til et dårligt hold, men debatten er i min optik afgjort på ovenstående tanker alene. Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig, som et lille barn til, at se LeBron, Durant og alle de andre superstjerner levere en mindeværdig indsats, der forhåbentlig udløser endnu en guld til Team USA.


1 kommentar:

  1. Jeg er til dels enig, men jeg synes det er tricky, at sammenligne to meget forskellige hold. Der er trods alt tyve år mellem de to.

    Jeg forstår slet ikke sammenligningen imellem Lebron og Jordan. Dem der har set Jordan spille, burde slet ikke være i tvivl.

    SvarSlet