Dream Team 92 vs Team USA 2012

Det er snart tid til OL. Team USA ser, til trods for skader og afbud, stærkere ud end de har gjort i mange år. Holdet er stort set samlet og træningskampene er i gang. Mediebevågenheden er som altid voldsom. Ikke overraskende bliver holdet sammenlignet med det originale Dream Team og pressen presser citronen ved, at udfordre dagens stjerner med spørgsmål om hvorvidt Team USA i år er bedre end det hold, der skabte myten om et Dream Team ved OL i 1992. Det ville derfor kun være et spørgsmål om tid, før pressen fik et kontroversielt kødben, at sænke tænderne i. Kobe Bryant udtalte forsigtigt, at han godt kunne se dette års Team USA slå det originale Dream Team. Begrundelsen gik primært på, at folk som Magic og Bird var over the hill, modsat det sprængfarlige og hurtige Team USA, der med folk som LeBron og Durant ville være atletiske superspillere.

Kobe Bryant har altid været mand for skarpe iagttagelser - og med tid til anden har manden ret. Eksperterne i USA har overreageret på Kobes udtalelser, der har skabt en langt større debat end nogen kunne forudse. Dette skal også ses i lyset af, at amerikansk tv for nyligt viste dokumentaren om et Dream Team, der for nogen spillere var mere mareridt end drøm. Dokumentaren satte alvorlige ridser i lakken på eksempelvis Michael Jordan, der nu må trækkes med, at konstant skulle måle sig med LeBron James, som ligaens bedste nogensinde. En diskussion, som de fleste ville have grinet af, for bare få måneder siden. I dag er diskussionen levende og debatten vil for alvor trække Jordan ned fra sin heltestatus, som noget uopnåeligt til et niveau, hvor LeBron rent faktisk har en chance for at blive endnu bedre. Den diskussion agter jeg at lade ligge. Det er nemlig meget sjovere, at diskutere Dream Team vs Team USA 2012.

Lad os starte med noget simpelt. Der er kun ET Dream Team. Der findes kun ET Dream Team. Alle andre er Team USA i forskellige konstellationer, som hver især har haft deres styrker og svagheder. Allerede her skal man være opmærksom på, at Dream Team netop ikke havde svagheder, så for at være bedre, skal Team USA altså kunne mønstre det perfekte hold. Kan man så det?

Svaret er umiddelbart nej, hvilket i sig selv burde lukke debatten. Det store problem for Team USA er store mænd under kurven, hvor Dream Team var tæt på perfekte. Kan man matche Patrick Ewing og Admiralen David Robinson? Tyson Chandler er den eneste decideret Center og selv om han er god, så er han ingen Robinson eller Ewing.

Behøver Team USA så den store mand under kurven under et OL? Er de ikke gode nok til at spille fullcourt og overløbe modstanderne? Jo, de er absolut gode nok til at kunne løbe solen sort, men lad os nu ikke glemme, at det også vil tage spillere som Kobe Bryant en smule ud af spillet. Kobe er vant til, at have folk som Gasol og Bynum under kurven. Selv om han stadig er hurtig for sin alder, vil han ikke nødvendigvis fungere i et system, hvor man vil løbe solen sort.

Det er derfor også helt fair, at man kalder Team USA 2012 langt hurtigere og langt mere atletiske end Dream Team. Hovedparten af spillerne er fysiske pragteksemplarer, der sjældent går kolde på fysikken. Mange af holdene under OL vil være statister på fysikken alene, men Basketball er et spil, der handler om antallet af bolde, der ryger igennem kurven - og ikke hvor hurtigt man kan nå til kurven. Vi så i slutspillet hvordan Thunder løb bolden rigtig meget i starten af kampene, men alligevel endte med at komme bagud stort i starten af hovedparten af de kampe. Miami spillede et glimrende halfcourt angreb, hvor man afsluttede fra treeren med succes - og ellers lod Thunder løbe af sted, for at tage skud med en langt dårligere procentvis chance for succes. Så personligt mener jeg, at debatten allerede stopper her. Team USA 2012 ville nemt kunne løbe fra Dream Team, men det ville gå ud over skudstatistikken. Det ville Dream Team kunne udnytte under kurven alene, hvor man ikke alene havde dygtige store mænd, men også folk, der kunne finde nettet fra straffelinjen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Team USA 2012 er gode, men de har ikke det perfekte hold - alene af den årsag, at de ikke kan omstille deres spil på helt samme måde, som et Dream Team ville kunne gøre det. Det gør ikke Team USA 2012 til et dårligt hold, men debatten er i min optik afgjort på ovenstående tanker alene. Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig, som et lille barn til, at se LeBron, Durant og alle de andre superstjerner levere en mindeværdig indsats, der forhåbentlig udløser endnu en guld til Team USA.

MLB: Halvvejs og hvad så?

Major League Baseball er en underlig størrelse. Man har ubetinget det største program (162 kampe) af alle de fire store sportsgrene (MLB, NBA, NHL og NFL), men alligevel er det den liga, hvor det er procentvis sværest, at nå slutspillet. Et enkelt hold går videre fra hver af de tre divisioner i henholdvis National League og American League. De får fra i år følgeskab af vinderen af en playoffkamp fra hver league. Playoffholdene er de to hold med den bedste record, der ikke er divisionsvindere - ganske som vi kender det fra NFL.

Man har nu holdt fire dages pause, for at gøre plads til All-Star kampen og det tilhørende Homerun Derby. All-Star kampen har modsat andre sportsgrene den betydning, at vinderen af kampen automatisk sikrer sig hjemmebanefordel i World Series, når vi engang når finalerne i oktober. Kampen blev vundet af National League, der udraderede American League med 8-0. Det kan nemt vise sig, at være af stor betydning for en hvis klub i New York, der lige nu tordner mod slutspillet.

Hvis vi starter med American League, hvor føromtalte New York Yankees (52-33) holder til - er det netop Yankees, som lige nu ligner det stærkeste hold i AL. De har sloges med skader på deres starting pitchers og bullpen, men har alligevel formået at have den bedste record i AL lige nu. Det er især battene, der er brandvarme med knap fem runs pr kamp i gennemsnit. De ligner lige nu en favorit for AL til World Series, men det bliver ikke uden kamp, for Texas Rangers (52-34) ånder dem tungt i nakken. Texas er det mest scorende hold i MLB, hvor syv af ni battere i deres starting lineup er et stykke over gennemsnittet for hitting i MLB. Man skal dog ikke afskrive Chicago White Sox (47-38), der for nylig fik en gave i form af Kevin Youkilis, der overraskende var blevet til overs hos Boston Red Sox. Man kan heller ikke afskrive Los Angeles Angels (48-38), der er i gang med en spændende rekonstruktion af holdet, bygget op om superstjernen Albert Pujols.

I National League er feltet stadig helt åbent, hvor hele otte hold er inden for to kampe af hinanden. Jeg hælder til Washington Nationals (49-34), der udover super-rookien Bryce Harper har en bullpen, der indtil videre har fået lukket kampene for dem i år. Pittsburgh Pirates (48-37) er lige nu brandvarme med otte sejre i de seneste ti kampe, hvilket har bragt euforien tilbage til Pittsburgh, hvor baseball har måtte tage bagsædet for NFL og NHL i de senere år. Udover de to hold er LA Dodgers (47-40), Cincinatti Reds (47-38), Atlanta Braves (46-39) samt New York Mets, St. Louis Cardinals og San Francisco Giants (alle hold 46-40) stadig med i kampen om slutspilspladserne.

Den største skuffelse i sæsonen må være Boston Red Sox (43-43), der med ansættelsen af den kontroversielle manager Bobby Valentine, samt afgangen af general manager Theo Epstein (til Chicago Cubs) havde varslet nye og mere spændende tider i Boston. Den effekt er udeblevet og utilfredsheden med Valentine er stadigt stigende i og omkring Boston. Samtidig har man været forsigtige med at signe David "Big Papi" Ortiz til langvarige kontrakter, hvilket har givet meget ballade i den lokale presse, hvor Big Papi er elsket af stort set alle. I en sport som baseball, hvor man stort set spiller hver dag er humøret i klubhuset en langt vigtigere faktor - og det er tydeligvis et problem, at man ikke kan intern ro på linjerne i Boston.

Det skal blive spændende, at følge anden halvdel af sæsonen, hvor de gode hold som regel træder i karakter og skiller fårene fra bukkene over sommeren. God fornøjelse!

Flashblog: Har Pittsburgh Penguins fået hjernerystelse?

Pittsburgh Penguins har skrevet en tolvårig (TOLV ÅR) kontrakt med NHLs absolutte superstjerne Sidney Crosby. Aftalen er efter sigende 105 millioner dollars værd for den 24-årige superstjerne, der definitivt sætte et punktum for alle spekulationer omkring hans fremtid.

I en verden hvor holdånd og forpligtelse er en tanke fra stenalderen, er det da prisværdigt, at den unge Crosby mere eller mindre har besluttet, at ende sin karriere i Pittsburgh, hvor han allerede har fejret store sejre og har et Stanley Cup trofæ på sit cv. Men der skal som bekendt to til en tango og Crosby er absolut den med de bedste dansesko. Den hurtige komet fra Nova Scotia, Canada har nemlig kun spillet 29 kampe i de sidste 18 måneder. En voldsom hjernerystelse med komplikationer har holdt Crosby væk fra isen og spekulationer går på, om Crosby overhovedet nogensinde bliver den samme, når han kommer op i gear igen til næste sæson.

I første runde af dette års slutspil virkede Crosby til, at være villig til at spille med en hundrede procent indsats, hvilket bør give anledning til bekymring i Pittsburgh lejren. Når man søger konfrontationer på den måde, som Crosby gjorde er man nødvendigvis i farezonen for slagsmål, hårde taklinger og de uundgåelige hjernerystelser, som Crosbys hoved næppe kan tåle mange flere af. Det kan derfor undre, at Penguins viste villighed til at forpligte sig til tolv år. Især når man ser på fortilfældene i NHL, hvor især Eric Lindros' navn sætter alarmklokkerne i gang. Lindros havde potentialet til, at blive en af de største i NHL, men en hjernerystelse satte en definitiv stopper for karrieren.

Jeg er klar over, at Penguins står tilbage med stort set ingenting, hvis man ikke har kontrakt med Crosby, men det virker hovedløst på grænsen til en voldsom hjernerystelse, at man er villig til, at kaste mere end 600 millioner kroner og tolv år efter en spiller, der er i overhængende fare for, at lide samme skæbne som Eric Lindros.